ham, og som fatter had til dig, naar du saa ikke slutter dig til ham. Han, den anden, foragter dig, fordi han opdager at du er frygtsom og litet beslutsom, og du faar straks ord paa dig for at være unyttig ven og ufarlig fiende. Saa enhver, som seirer, bare krænker dig uten spor av hensyn...“ Det første brev ender han slik: „Jeg konkluderer altsaa, for at komme til ende paa denne utredning, med at, da der er mere chance for seir paa Frankrike’s side end paa de andres, og da paven ved sin tilslutning kan gjøre seiren sikker for Frankrike, derimot ikke for de andre, og da Frankrike som ven og som seirherre er mindre farlig og mere utholdelig end de andre, — endvidere at, da et nederlag sammen med Frankrike som ven er et mindre haardt slag end sammen med de andre, og da man saa dertil ikke kan forbli nøitral i tryghet: at derfor Vorherres hellighet bør enten slutte sig til Frankrike, eller ogsaa til de andre, saasandt Venezia gsaa slutter sig til dem, men ellers ikke.“
Det er just ingen fantast som skriver disse breve. Det er et mandfolk. En regnemester. Med et skarpt øie, som bevaret visionens underlig kolde glimt midt i den idéløse krig, som raste over halvøen. Det er klare ord, faste uforanderlige ord, ikke til at misforstaa. Særlig disse to breve, som tildels endog er ordret gjentagelse av hverandre, er grundlæggende for italiensk utenrikspolitik og dens syn paa nøitralitet. Her er de store linjer optrukket for den nationale politik, som det blev Italiens skjæbne helt til 1870 at det ikke fulgte.
