Side:Renæssansemennesker.djvu/239

italienske boer; litt tænkte han paa at faa skilt de to mægtige, Frans I og Karl V, og hindret at de indgik forbund; kanske tænkte han ogsaa, som det teatralske væsen han var, paa en storslagen sorti, naar han nu skulde forlate dette liv: han ønsker at overgaa til efterslegten som landets store befrier. Guicciardini meddeler ialfald at kardinal Giulio fortæller, det er pavens hensigt først ved keiser KarlV’s hjælp at utdrive Frans I av Milano og Genua; dernæst ved Frans I at jage Karl V fra Napoli, — og Frans I skulde han vinde til det ved at utnævne en flok franske kardinaler. Paa denne maate skulde han ville befri Italien for fremmedinvasionen og gjøre det til ett folk. — Det lyder ikke urimelig at et slikt vildt eventyr kan ha svævet for hans tanke. Han vaklet forresten ogsaa i denne plan helt til det sidste; saa keiseren grep til yderstemiddel: han truet med kirkekoncil. Det hjalp; i mai 1521 undertegnet paven overenskomsten. Og krigen begyndte straks. — Der stod en meget broget hær paa keiserens side, deriblandt florentinere, som just ikke var synderlig begeistret over at maatte gaa i felt mot sin gamle handelsforbindelse Frankrike. Men franskmændene var daarlig kommandert, fordi de gode, gamle generaler var faldt i unaade, og de nye var jo ansat ut fra maitresse-hensyn. De keiserlige trængte ind i Mantua-distriktet, fik tilsig av schweizerne, og tok saa Milano. Der blev stor jubel og svære festligheter i Rom det novemberdøgn, da det glade budskap naadde frem. Men ikke mere end to-tre dage efter var Leo X avgaat ved døden som følge av feber,