med en liten kreds betrodde venner. Machiavelli’s raad gik derimot ut paa at han burde bygge sin magt paa folkets gunst („favore del popolo“), det vil si: republikken! Men i sin lille traktat, som før er nævnt, om at „reformere staten Firenze“ foreslaar han jo at huset Medici beholder alle valg av øvrighet og lignende i sine hænder: saalænge — sier han — de lever, er der ingen reel forskjel paa enevælde; og naar de dør, staar republikken der ren og med alle sine organer. Leo X og kardinalen fik sig naturligvis, da de mottok traktaten, i enrum en munter liten stund over denne politiske sofistik, som blir ved at søke at redde friheten; den munterhet var vel ikke væsensforskjellig fra det smil de sat med, naar Fr. Vettori ved Roma-hoffet læste op av Machiavelli’s breve hans raad om nøitralitet og pavens holdning.
En menneske-kjender som Machiavelli er sikkerlig ganske klar over Medici’s smil; der var jo nu ikke saa lang vei til ironi i hans eget sind. Og han lar sig nok heller ikke forlede av hin Leo X’s sidste idé, som endog syntes snyltet fra ham: at rense Italien for fremmede. Fra 1514 til 1521 findes overhodet ingen breve fra Machiavelli til Vettori om politik. Han holder ingen ild vedlike under disse Leo X’s sidste regjeringsaar; de før nævnte breve er som det sidste av et baal i natten.
Isteden paatar han sig upolitiske erender for Signoria-raadet og kardinalen. I 1520 ser vi ham saaledes paa sin reise til Lucca i en handelsaffære: Der er begaat en svikefuld fallit i Lucca, hvor debitor rømte og florentinske kjøbmænd tapte penger; nu skal
