Machiavelli gjøre ansvar gjældende hos byens myndigheter og kræve skadeserstatning av det offentlige. Men rigtignok kan politikeren ikke dy sig, da han først er kommet ut; han gir sig straks til at studere land og folk, og byens konstitutionshistorie, med kritik og paralleler fra andre republikker — „Kort utsigt over byen Lucca’s affærer“, heter arbeidet („Sommario delle cose della cittti di Lucca“). — Ja, som Machiavelli gaar omkring i denne vakre by nede mellem kollerne, i skyggen av de gamle paladser og omgit av deres gamle sagn, dukker der endog en slags historisk roman op i hans fantasi, den om Castruccio Castracane’s liv, som vi senere kommer tilbake til.
Nogen aar efter (1525) blev han sendt til Venezia. Det gjælder atter et erstatningsspørsmaal for florentinske kjøbmænd, endnu mere indviklet og delikat end det i Lucca, idet han skulde avfordre selve dogen erstatning for venezianernes plyndring av florentinske kjøbmænd paa vei fra Konstantinopel til Ancona. Men erendet lykkes, denne gang dels ved en dames mellemkomst (Barbera).
Men før den tid, nemlig i mai 1521, beder kardinal Giulio ham at reise nord til Carpi, hovedsætet for minoriter-munkenes kapitel, „la republica di Zoccoli“ (træsko-republikken), som han kalder det — de var nemlig barfot-munker — og paa hans vegne faa sat igjennem en reform vedkommende ordenens indre kirkelige administration. Jeg nævner denne sendelse specielt, og gjennemgaar den saa nøie, fordi den efter min mening til kjendskap av Machiavelli’s psyke kanske er den vigtigste av dem alle, selv om han maatte
