forlate kapitlet nærmest med uforrettet sak; intet gir i mine øine det sterke og grelle glimt ind i hans sjælstilstand som det, han skriver fra disse dage i Carpi til sin ven Guicciardini. Hans erend er at faa de minoriter-munker, som var paa florentinsk omraade, utskilt fra de andre i Toscana, saa overopsynet og kontrollen kunde bli skarpere; deres sedelige vandel var nemlig ikke i den allerønskeligste forfatning. Og denne komiske mission har aapnet for Machiavelli’s vældige evne til latter, som tidernes pinagtighet holdt nede; under den ambassade blusser evnen vildt i veiret, vistnok skurrende, men for ham likefuldt befriende, helsebringende; der knitrer og lyser et enestaaende humør fra disse breve under opholdet hos munkene i Carpi. I slike omgivelser og mot den bakgrund faar man da ogsaa først helt klart øie for hans moderne, uendelig overlegne aand: geniet, som render erend for et aandsmørkt presteskap. Da han vel er naadd dernord, faar han skriftlig fra Firenze endnu en ekstrakommission, som øker det groteske: om han hos prioren vilde tinge paa en bodsprædikant for den kommende faste?...
Guicciardini, som dengang var pavens guvernør i Romagna og sitter i Modena like ved Carpi, er aapenbart betænkelig, for ikke at si: forlegen, ved denslags anvendelse av Machiavelli; han skriver saaledes i et brev til ham: „Naar jeg læser jere titler som gesandt for republikker og munker og tar i betragtning hvilke hertuger og fyrster I før i tiden har underhandlet med, saa maa jeg mindes Lysander (ɔ: feltherre omtalt f. eks. hos Plutarch), som efter de utallige
