Side:Renæssansemennesker.djvu/244

seire og trofæer fik det hverv at utdele kjøttet til de selvsamme soldater, han før med ære hadde været overanfører for; og jeg sier: Se, menneskenes ansigt ændrer sig og deres ytre, men dog vender samme ting altid tilbake, og vi oplever ikke nogetsomhelst, som man ikke har oplevet før...“ Men Machiavelli selv er bare klukkende yr lystighet i sit syn paa munkene og paa sin ambassade — det flængende vidd over løgnen, hykleriet og uvidenheten, de respektløse billeder! og saa smelder han iblandt ned en dyp og ond livssandhet. Der er noget grandiost over det. Han kan ogsaa danse ytterst paa selvharcellasens skarpeste egg, som naar han skriver i anledning av sin ambassade: „... Fordi jeg aldrig svigtet denne republik, der hvor jeg kunde være den til nytte, om ikke med handling, saa ialfald med ord og vink, saa er det min agt heller ikke at svigte den i dette...“ Og det samme vilde smil farer over hans mund, naar han i et brev undertegner sig med titlen „Nicolaus Maciavellus, orator pro (gesandt for) Republica Florentina ad Fratres Minores“ (hos minoriter-munkene). — Det gaar imidlertid traat med ambassadens maal; da beder han sin ven guvernøren i Modena enten selv at ta sig en tur hit til Carpi, eller ialfald skrive breve til ham, saa der kan komme til at staa litt veir og litt glans om ham her iblandt munkene, som jo slet ikke vører ham: „... For hvis I engang pr. dag sender mig et bud hit ekspres for denne sak, slik som I har gjort idag, vil I gjøre mig en dobbelt velgjerning — først det at I gir mig et eller andet vink i anledning affæren, dernæst det at