Leo X sine lykønskninger. I det offentlige liv var han ikke av de uheldige, som holdt idéer og slet sig ut paa denslags; han hørte derfor heller ikke til de uheldige som tok feil av mennesker og slumpet til at ødsle sin kultus bort paa folk, som ikke var deres kultus værd. Hans døgnplaner nemlig krævet aldrig nogen større helt — døgnets var mere end store nok. Men ellers var han som menneske en tiltalende og fintdannet mand; da han siden faar stillinger i forvaltningen, viser han sig at være en helt igjennem uegennyttig, dygtig og ogsaa myndig mand.
Den slags nøkternhet pleier jo føre til selvmotsigelser, hvor det gjælder det historiske almensyn; og der findes ogsaa just denslags hos Guicciardini.
Dette var den mand som Niccolò Machiavelli skulde samarbeide med utover tyverne, da den sidste fase i Italiens politik var naadd, nemlig den nationale dødskamp.
Leo X døde uten igrunden at efterlate noget politisk testamente. Og da saa kardinal Giulio var blit pave (Clemens VII), gaar begivenheterne videre sin vilde gang; de følger slag i slag under keiser Karl V’s dygtige generaler, og naar først frem til en foreløpig pause ved slaget ved Pavia vaaren 1525, hvor selve Frans I blev tat til fange. De keiserlige var vistnok nu herrer syd og nord — Kirkestaten, Firenze og huset Medici stod under deres beskyttelse; men de manglet penger; og Firenze maatte ut med 100 000 dukater. — Der var atter bare to magter i Italien, som kunde sat sig i spidsen for motstand: det var netop pave Clemens VII og Venezia. Men Venezia
