tænkte som sedvanlig ikke længer end til sit kjøbmandsskap og sine kolonier; den anden bare ubeslutsom vimset omkring. Imens arbeidet man fra Frankrike av paa at faa istand en alliance med disse to, ikke egentlig for at befri Italien for tyskekeiseren, men for at hjælpe Frans I. Det blev imidlertid bare med snak, idet alle med skjellig grund og som følge av lang erfaring var fyldt av mistro til hverandre. Det samme var tilfældet med de italienske smaafyrster, som efter pavens mønster hele tiden under forhandlingerne holdt bakveier aapne, det vil si: stod samtidig i underhandling med Karl V, — om galt skulde hænde! Det var endog tilfældet med selve den Sforza, som den paatænkte alliance først av alt hadde til maal at gjenindsætte i Milano. Sjælen i sammensvergelsen mot Karl V var imidlertid denne Sforza’s sekretær Girolamo Morone, en energisk og overmaade snedig mand; jeg nævner ham, fordi han i saa høi grad er en type for tiden.
Denne tilbyr tyskernes bedste general Pescara kongeriket Napoli, om han vil svike sin keiser. Men nu hænder det underlige at, mens disse forhandlinger mellem de to paagaar, kommer der ustanselig nye avdelinger tyske lanseknegter drattende nordfra ned paa sletten; grunden er den at saavel Pescara som Morone svikefuld har holdt keiseren underrettet om den sammensvergelse, som var under opseiling imot ham! Morone blir lokket i enrum, tat til fange, og tvinges til at nedskrive sine bekjendelser. Allikevel holder man sin beskyttende haand over hans liv; man har ham som fange hos sig en stund og presser
