med mellemrum penger av ham. Senere følger han de keiserlige tropper sydover til Rom, blir frigit, ja endog utnævnt til „generalkommissær“ for hæren, og er tilslut sjælen i alle de keiserliges forhandlinger, saavel i dem med Clemens VII, da denne har søkt tilflugt i Engelsborg, som i de følgende, og helt til sin død. — Historikerne har steilet ved Morone-skikkelsen: et historisk mysterium, sier de. Ja, hvis man vil underlægge hans handlinger og holdning historiske idéer, da blir han rigtignok mystisk. Men han er, som antydet, at opfatte som direkte produkt av tidens psyke, han er forvirringens aandelige resultat, folkebefrierens karikatur, den prægslitte revers av „Fyrsten“. En moralsk ganske døgnvild og utvisket personlighet, en fuldendt type. Han er ikke et større mysterium end f. eks. de russiske agents provocateurs i nutiden, som er eltet og formet direkte ut av miliøet. Saa normale mennesker ikke vet, om de er samfundets politi eller revolutionære; de vet det jo tilslut mangen gang ikke selv.
Mens dette troløse spil stod paa, styrte Guicciardini Romagna for paven; siden blev han kaldt syd til Rom og utnævnt til hans overanfører paa krigsskuepladsen. Men av hans efterlatte skrifter vet vi nu at ogsaa han efter Pavia-slaget klart indsaa hvor Italien stod: at nu var tiden inde til at vaage noget, om man vilde undgaa trællekaaret under de fremmede; han forstod, at tyskekeiseren vilde tilegne sig Italien, og at han, for at naa det, først maatte vinde bugt med Frankrike og Venezia, — men, for at naa det igjen, maatte ha tak i paven. — I de breve vi
