i Rom; det var med nød og neppe at paven kom sig unna og over i Engelsborg med sin schweiziske garde. Man plyndret Vatikanet og kardinalernes paladser, og skrapet sammen en 300 000 dukater. Men da slutter paven med keiseren og bak Colonna’s ryg i hui og hast vaabenstilstand paa fire maaneder — rigtignok paa temmelig vanærende vilkaar; men Colonna maa altsaa til sin store ærgrelse opgi sin plan og trækker sig knurrende ut av Rom.
Denne pavens vaabenstilstand kom just, som den strategiske stiuation i Lombardiet lysnet litt; krigsførselen mot keiseren der nord hadde hittil gaat trægt for sig, delvis som følge av rivalitet mellem de forskjellige hærførere og deres manglende lydighet likeoverfor overledelsen, som er Guicciardini; særlig voldte venezianernes general, Urbino-hertugen, og hans initiativløse hærledelse bryderi. Men nu hadde netop Guicciardini ved sin utrættelighet faat det hele paa glid; Cremona faldt, og man skulde just til at marschere mot Milano. Fra denne tid er der ogsaa et brev fra Machiavelli til Guicciardini, hvor det glimter av haab — det brev der han sætter sit tyske-had paa latin: Nu kan de keiserlige kastes ut av Lombardiet; „for guds skyld“ — skriver han i brevet „la ikke denne anledning gaa tapt“! — Saa kom altsaa beskeden om vaabenstilstand og pavens ordre om at trække sig ut av Lombardiet.
I virkeligheten løsnet huset Medici’s grep om Firenze ved denne vaabenstilstand. For Guicciardini var der imidlertid intet andet fore end at lystre. Men kondottieren Giovanni de’ Medici — han, Ma-
