gaat igang med beleiringen av Milano. Det er altsaa her beskeden om pavens vaabenstilstand naar frem. Og paa nært hold faar Machiavelli nu se situationen og virkningen av ordren: ogsaa her er alt urede, ubeslutsomhet, forfjamselse; der er vild uorden i troppernes pengevæsen og i den strategiske overledelse — „zolfa di cani“ (bikjeleven), skriver han i et brev; det er helhetsbilledet av de italienske hære, som skulde dæmme op mot den fremmede invasion. Men ogsaa i den anden leir faar han anledning til at titte ind og kommer under veir med forholdene der, disse saakaldte hæres optræden, de keiserliges, det vil si: de tyske lanseknegters og spaniernes plyndringer, grusomheten, herreløsheten.
Og midt under dette er han tusen mil borte: han mindes i breve pludselig kvinder i Firenze; han skriver og vil ha besked om Barbera, som han intet hører fra. Den slags virker som om man ser en mand paa fallittens dag liste sig i skapet for at ta sig den sidste styrkedrik før rettens mænd overtar boet til endelig likvidation. —
Han vender tilbake til Firenze og gjør rede for sit indtryk nordpaa. Saa falder altsaa Giovanni de’ Medici senhøstes. Og atter skikkes Machiavelli av sted til krigsskuepladsen; hele tre ganger i denne tid er han nordpaa, og speider og sværmer om de keiserlige for at lære deres hensigter at kjende og studere deres fremfærd. Denne gang snakker han indtrængende med Guicciardini om Firenze, som ligger i angst og aapen for de tyske lanseknegter; og Guicciardini vet intet andet at svare end at byen
