at han imorgen blir den som avgjør vor skjæbne. Derfor er man her blit enig om, at sætter han hæren i bevægelse imorgen, da virkelig at tænke paa krig uten at ha saa meget som et haar paa kroppen, som tænker paa fred („senza aver un pelo piu che pensi alla pace“); hvis han ikke rykker op, da at tænke paa fred og la alle krigstanker fare. Med denne nordenvind faar I finde Jer i fremdeles at seile, og, om man bestemmer sig for krig, at kutte av alle fredsforhandlinger ... for nu er det nødvendig ikke længer at halte, men føre krigen som gale. Ofte hitter fortvilelsen paa midler, som det rolige skjøn („elezione“) ikke har formaadd at hitte paa; Disse (ɔ: keiserlige) kommer dit uten artilleri, ind i et vanskelig terræng. Derfor, om vi gaar paa med dette smule liv, vi endnu har igjen, og sammen med de allierte tropper, som for tiden findes, da skal de der enten ha sig ut av provinsen med skam og skade, eller de skal slaa av paa sine krav indtil rimelige grænser. Jeg elsker mester Francesco Guicciardini, jeg elsker mit fædreland: og det forsikrer jeg Jer ut fra den erfaring, som 60 aar har git mig, at aldrig tror jeg et folk gjennemlever vanskeligere stunder end slike, hvor fred er nødvendig men samtidig krig ikke kan undgaaes...“
Dette brev er i grunden det sidste, som resumerer i store linjer stillingen, — som man har fra hans haand. Tempoet i hans breve er nu blit mere og mere urolig, kortpustet: Katastrofen nærmer sig, uveiret trækker sammen, er overhængende, det jager mot utladning. Og ogsaa over ham selv er der i denne
