han leilighetsvis blit benyttet av dem ved mindre, bestemtavgrænsede affærer, især i den sidste tid, idet nemlig hans drøm om at befri landet for fremmedinvasionen ialfald teoretisk faldt sammen med Medici’s interesse og program. Med andre ord: Motsætningsforholdet til huset Medici stillet sig som forsvindende, betydningsløst, set imot bakgrunden av hint store maal, bare som en bagatel; og han gav ukaldet hele sin energi i disse sidste aar, idet han stod paa Medici’s side. Han kjender hint vandskille mellem pendantisme og karakter.
Nu hænder altsaa det underlige: Naar kontoen i det borgerlige bo gjøres op, gjøres den op paa bagateller; enhver facit bestaar av de smaa tal. Trods flammende republikaner i sit hjerte vender han i folkets øine tilbake som frihetens fiende, som de fordrevne tyranners, som Medici’s lakei. Dermed ogsaa som hemmelig motstander av al fortifikation! Folket gaar av vei for ham, de mistror ham, — hvis de da under befæstningsiveren overhodet hadde stunder at se til den kant, hvor han gik.
Men aarsaken til denne sky ligger kanske endnu dypere og er av mer almenmenneskelig art. Det sier sig selv at den menige mand i Firenze ifølge sin natur i grunden hele tiden maa ha mistrodd Machiavelli; han forekommer dem underfundig. Fordi det nemlig er hans tankes væsen at løpe linen ut; hvilket spidsborgeren aldrig gjør. Fordi der bakenfor hver hans handling stikker noget uhaandgripelig, som gjør godtfolk, som bare kjender én rettesnor, det de benævner „sund sans“, vâr og mistroisk
