nemlig det vi kalder sans for konsekvens. Dette byrdefulde for hvert barne-sind, som ligger moralsk i svøp: at der gjemmer sig sammenhæng og stor linje under alt hvad man gjør, selv under galgenhumorets yreste indfald.
Da hans gamle „Timandsraad“, krigsraadet, som atter var traadt i funktion i anledning av Firenze’s forsvar, den 10. juni skulde vælge sekretær, blev han ikke engang nævnt; det var det sidste han oplevet som ukaldet medhjælp i republikken Firenze’s tjeneste. Da forstaar han at han er en færdig mand. 20. juni blev han syk. Det var nok hans gamle onde, stensmerterne, som meldte sig; reiserne og strabadserne denne sidste tid hadde vel ogsaa gjort sit. Og denne gang gled anfaldene ikke over. Det eneste autentiske, man imidlertid vet om ham, er en anmerkning under 22. juni 1527 i De dødes bok („Libro dei Morti“); som nu findes i statsarkivet i Firenze; der har graverkaren anført: „Niccolò Machiavelli riposto a Santa Croce“ (stedt til hvile i Santa Croce-kirken). Han blev begravet i sit familiekapel der.
Senere i tiden blev det kapel overlatt til en religiøs orden, som bygget et alter og der begrov sine medlemmer om hverandre. Saa Machiavelli’s gravsted egentlig nu er uten navn, ukjendt.
