eftertiden blev han en uklar sagnfigur fra mørkets rike, en giftig glose. I Marlowes drama Malta’s Jøde er han prologen og skildrer sig selv nærmest som en Mefisto:
„Admir’d I am of those that hate me most“,
sier han blandt andet. Og Shakespeare følger sin samtids dom: naar verten i De muntre fruer i Windsor prater ordspil og slaar vitser, blir Machiavelli nævnt som en fiffig haarkløver; i Henrik VI, første del, taler man om den falske Machiavelli; i Henrik VI, tredje del, om den grumme Machiavelli. Calderon har lært sig det samme. Det var nok dengang som nu, at en stor mand gjør klokest i ogsaa at forstaa sig litt paa at sætte sit dødsleie i scene. For endog det, som heter historiens dom, er iblandt en smule tungnem; det hænder at simpelthen godtfolks dom holder sig som historiens dom, endog gjennem sekler. Der gik nemlig næsten fire sekler hen før Italiens nationale gjenreisning atter synte verden hans navn i dets uforgjængelige glans.
Men vennerne begræd ham. Deres sorg taler et andet sprog over hans grav. Den er egte — allerede av den grund at det just ikke var noget at vinde ved at holde sorg over en saa upopulær mand.
Ogsaa i levende live fik han beviser nok paa vennernes hengivenhet. Allerede i hans første kancellist-aar følte de jo savnet efter ham, naar han var ute paa sine legations-reiser; der kommer straks breve og hilsner fra kolleger og personlige venner blandt de underordnede i kancelliet. Og der er ingen bi-
