florentiner, en utrolig forvorpen spilopmaker, som aabenbart ikke skydde noget middel for at reise latterens storm i sin letfærdige by. Kort at melde, Brancaccio, senere Vettoris husven og fortrolige muntration i Rom, er den eneste skyldige i affæren, men faar ved et puds alt veltet over paa en anden ven, den ganske uskyldige, det guds ord Filippo Casavecchia.
Enkelte venner hænger ved Machiavelli i ren henrykkelse, ser man av brevene, som tilfældet er med den netop nævnte Filippo. Det er ogsaa denne ven, han lar læse den første begyndelse til Fyrsten.
Men ogsaa Machiavelli’s overordnede viser personlig den samme hengivenhet. Det er tilfældet med Signoria-raadets sekretær Marcello Virgilio Adriani, en sprænglærd humanist, som drev klassiske sprogøvelser i ledige stunder.
Machiavelli’s venskap er til gjengjæld like ubrytelig, som hans troskap i det offentlige er usvikelig. Og i dette træk møtes han altsaa med og har sin rot i den folkelige retsbevissthet, som trods al tidens opløsning dog levet sit bortgjemte liv paa bunden hos den enkelte privatmand, hos hint brede, navnløse lag i folket som staar utenfor den straalende tid, — det jeg pekte paa her foran, da jeg oversatte erindringen fra Prato’s „sacco“. Det er slike træk, som i mine øine gjør Machiavelli som personlighet saa stor, saa altomfattende; de viser hvor han griper langt tilbake. Det var i grunden den samme art karakterens træghet og tyngde, som slog os imøte i hans forhold til skolastikken, middelalderens form for tænkning. Og det tør nok ogsaa hænde at det juster denslags „utidsm-
