fuld opreisning og lægger i flængende ordelag skylden der, hvor den hører hjemme: hos det uretfærdige florentinske folk (i Decennale Secondo). — I forholdet til Fr. Guicciardini har jeg ofte pekt paa samme troskap; han vakler aldrig i sit venskap til denne sin motsætning, det praktiske livs mand, i hvis saftløse, nøkterne hænder intet vokser, ikke store planer, end si: drømme.
Likedan er hans trofasthet mot Francesco Vettori, som jeg ogsaa har nævnt et par ganger før. Denne Vettori (f. 1474) tilhørte en gammel florentiner-æt, som gjennem Francesco’s far var giftet ind i Rucellai’s ansete og rike adelsfamilie. Han var Firenze’s gesandt hos Maximilian, dengang Machiavelli fulgte efter og arbeidet under ham; siden hos GiulioII, hos Leo X 1513—15; og hos Frans I av Frankrike var han som utsending den som fik giftermaal istand mellem den franske prinsesse og den unge Lorenzo Medici, en forbindelse, hvis frugt som bekjendt var Caterina av Medici.
En langt interessantere skikkelse, end Guicciardini var, Francesco Vettori er ingen knoklet sjæl, til forskjel fra ham en mand av store og oprindelige sanser, et nydelsessykt menneske, en kunstnersjæl, en egte florentiner-type; der stikker i mine øine ikke litet av en Boccaccio i ham. En stilfuld skikkelse, som selv midt i tvilsom vandel altid tar hvert ytre hensyn og har den jevne borgers sky for skandale; han er desuten gift og har voksne døtre, efter hvad han selv fortæller. Han skriver detaljert og uten blussel hvorledes han indretter sig i Rom, med sin leilighet paa Gianicolo, med levemaaten, med tjenere og med erotik; der møter vi ogsaa den før
