stamning; man vet ikke hvad muldvarpene hadde fore, men en biograf har ialfald gjettet paa at det maa ha gjældt noget dunkelt og illegitimt ved selve farens herkomst, som altsaa skulde gjort Niccolò i sidste instans uberettiget til stillinger i staten. Vedkommende historiker har endog søkt støtte for sin gjetning i Niccolò’s skildring siden av Castruccio Castracane, som vi skal se han vilkaarlig og med brud paa det historiske gjør til uegte søn, idet han erklærer dem for de største mænd, fordi de har evnet at arbeide sig frem endog paa trods av lav byrd. Hvad det snikende rygte end har gaat ut paa, saa var det ialfald saa graverende at hans venner i befippelsen skriver til ham og fraraader ham foreløbig at vende tilbake til Firenze. Men mester Niccolò selv tok intet hensyn til det, og kom tilbake, hvorved det da ogsaa lyssky ganske sank i jord.
Hans mor døde 1496, faren 1500. Han egtet 1502 Marietta, med hvem han fik 6 barn, derav de 5 sønner.
Om mester Niccolò personlig er endvidere at melde at nogen sterk helse har han ikke hat; allerede en tyve aars tid før sin død nævner han at han lider av „stensmerter“ — det har vel været nyresten. Det var ogsaa den sygdom, som efter de sidste maaneders strabadser bragte ham døden 1527. Da var han altsaa 58 aar gammel. Hans enke overlevet ham helt til 1552.
Aaret 1497 blev mester Niccolò utnævnt til republikkens anden sekretær, eller sekretær i „De ti’s raad“; valget foregik først i „De otti’s raad“; og nogen
