slet ikke idéløs, er ikke lavpandet, ja, han ser klarere end Guicciardini. Men han mangler energi; han var ingen handlingens eller viljens mand. Men skal man være helt retfærdig ogsaa her, faar man huske at der, ialfald den tid brevvekslingen foregaar, heller ikke er stort at utrette som gesandt for Firenze hos Leo X i Rom, idet jo Medici selv var herrer ogsaa i Firenze. — Man har nemlig det indtryk at Machiavelli’s biografer litt ufortjent lar Francesco Vettori staa i skygge. Det gaar heller ikke an at gi Vettori skyld for den ækvivoke tone i enkelte av Machiavelli’s breve (som i det om Giuliano Brancaccios meriter) — han kunde den nok fra før. Vettori stod paa høiden av sin tids dannelse, og vel saa det. Just derfor blir ogsaa korrespondansen mellem disse to venner av et slikt enestaaende kulturhistorisk værd; vel den merkeligste, man overhodet eier fra høirenæssansens tid. Man har det henrivende syn av to aander, som møtes i den absoluteste tillid og intet dølger — man kunde fristes til at si, hvad man ikke fristes til at si ved Guicciardini: to jevnbyrdige aander; men en titan som Machiavelli kaster selvfølgelig ogsaa her skygge. Brevvekslingen fører os saa tæt ind paa disse tidens største mænd, at man synes at høre deres aandedrag. Det er dette som gir den slikt enestaaende værd. Men da faar man som myndige mennesker ta korrespondansen ubeskaaret og som den er: dens politiske angst, dens vidd, dens usmykkede skabrøse anekdote. Det er menneskelige dokumenter alt, som kaster lys over tid og mænd og deres intimeste privatliv.
Machiavelli’s breve er nogen av de vigtigste til
