Side:Renæssansemennesker.djvu/294

kundskap om ham — for ikke at si de eneste — hvad angaar de to første aar efter republikkens fald, da han sitter paa en maate utlæg ute paa Machiavellernes landgods i egenskap av familiens overhoved. I denne tid optræder Vettori som hans beskytter. Det er ogsaa denne mand han skikker de første kapitler av Fyrsten, uten at denne synes at ane hvad han har faat tilsendt; ialfald gaar han utenom i nogen konventionelle ordelag. — Skriftvekselen begynder med, at han klager sin nød og beder Vettori at han ved leilighet skal lægge ind et godt ord for ham hos paven og Medici i Rom; brevet ender slik: „Hold mig, om mulig, i vor herres erindring, at, om mulig, han kunde begynde at bruke mig, enten han selv eller hans folk, til et eller andet; for jeg tror nok jeg ved det skulde gjøre Jer ære og mig selv nytte.“ De kunde „la mig begynde at rulle paa sten“, sier han etsteds. — Det er med en underlig følelse, vi synes at merke, at hverken Vettori eller en anden ven (Salviati) har noget vanskelig for at love — tvert imot! men i grunden gjør litet for ham, eller kanske rettere sagt: intet. Vettori søker ialfald hele tiden isteden at faa talen hen paa galante eventyr og tvilsom erotik; stadig kommer han stikkende med denne sin eneste interesse: „... I vet, jeg liker mig en smule hos kvinder, og er mere for at spøke med dem end for nogen anden ting...“ Det er denslags svar, Machiavelli faar, naar han strør ut sine idéer om Italiens politik eller kommer med de utredninger om nøitralitet, som jeg har gjengit i en anden forbindelse; han lar sine letfærdige aandrigheter spille.