— Iblandt findes der dog ogsaa i Vettori’s breve prøver paa komik, som ikke er seksuel; der er saaledes den overlegne og vittige tegning av en lærd, en „grammatiker av profession“, pedanten — han fortæller at han nu en 8 dages tid, for at forbedre sig, bare har omgaaes ham: „... av et dystert og sælsomt opsyn, og som aldrig snakker om andet end hvorav et ord kommer eller hvorav et navn er laget, eller om et verbum skal sættes i begyndelsen av sætningen eller i slutten, og om slike likegyldige ting, som vældigen kjeder den som maa høre paa...“ Allerede et slikt syn for komikken ved en skikkelse viser jo at Vettori ingen almindelig og aandløs mand var; det gir vistnok et indblik i hvorfor Machiavelli er hans ven.
Vettori’s breve blir en tid mere og mere lystne og lokkende. Vi har før set, hvorledes han appellerer til Machiavelli’s lidenskapelighet, som han sier sig at ha set sikre prøver paa, — der han inviterte ham til sin leilighet, som ligger i flugt med kirken, og hvor Rom’s flaner svindser ut og ind. Ja, der er tilslut ett med en indgaaende beskrivelse av en bestemt flanes yndigheter, som, om ikke i selve glosebruken, dog i tonen, i det slibrig dvaelende, faar en til at mindes selve Pietro Aretino’s obskøne dialoger om kurtisaner. — Av og til slaar ogsaa Machiavelli helt om; da kan han svare med breve i samme slibrige tone, bare yrere, mere fulde av latter, dels isprængt med bitter livsvisdom; blandt dem er hint, som fortæller om Brancaccio’s strek.
Men Machiavelli fulgte ikke invitten, han reiste ikke til Rom. Det var nok ikke mange pennens mænd i
