Side:Renæssansemennesker.djvu/299

kvelden kommer, gaar jeg hjem igjen, og stiger ind i mit arbeidsrum; i døren kaster jeg av mig disse bondske plagg, som er fulde av søle og smuds, og ifører mig kongelige og hofmandsmæssige klædebon, og anstændig antrukken stiger jeg ind til de antikke mænds antikke hof, der hvor jeg blir mottat elskværdig og nærer mig av den føde, som er min som en synderlig ting, og som jeg er baaren og født til; der hvor jeg ikke undser mig for at tale med dem og spørge om aarsaken til deres handlinger; og hvor de paa grund av sin høie kultur („humanità“) kan gi mig svar. I hele fire timer føler jeg ingen lede, glemmer jeg al kummer, tænker ikke paa fattigdom men, ængstes ikke for døden: Jeg gaar helt op i dem („tutto mi trasferisco loro“). Og fordi Dante sier: at „det blev aldrig til videnskap uten man beholder det man har forstaat“, saa har jeg notert mig det, som jeg har gjort til det væsentlige under samtalen med dem, og har sat sammen et litet arbeide „de principatibus“ (ɔ: om fyrstendømmer), hvor jeg fordyper mig saameget jeg evner i betragtninger over dette tema, idet jeg sætter ut fra hverandre hvad et fyrstendømme er, hvad sorter der er, hvorledes man skaffer sig dem, hvorledes man beholder dem, hvorfor man mister dem. Saasandt nogensinde et indfald („ghiribizzo“) av mig har vundet jert bifald, saa skulde I nok ikke mislike dette. Og en fyrste, særlig en ny fyrste, skulde det være kjærkomment. I ethvert fald dedicerer jeg det til hans herlighet Giuliano (ɔ: Medici). Filippo Casavecchia har set det; han vil gi Jer besked om selve tingen og om