Den tid han var ute i ambassader, gik hun i stadig uro for ham; hun klynker at der kommer saa sjelden brev, og gjennem Biagio, som er gift med hendes veninde, sender hun ham smaa klædningsplagg, en vest engang, en anden gang atter en vest, to næseduker og to skjorter; der findes særlig et nydelig, klodset og skriveukyndig brev til ham. Efter tidens krav til mandfolk og efter fattig leilighet har han ogsaa været hende tro, — og om ikke tro, saa hengiven; han har tydeligvis gaat ind i hendes smaa ønskers verden, han kommer hende imøte der. Fra villaen er der saaledes en to—tre breve fra Machiavelli til søstersønnen (Giovanni Vernacci), som opholdt sig i Pera ved Byzans som handelsmand: i dem beder han — det er midt i hans mest triste aar — paa Mariettas vegne at han maa ta med et stykke
„ciambellotto tane“ (ɔ: kastanjebrunt kamelhaars-tøi) og synaaler, naar han nu kommer tilbake.
Ulykken 1512, da han kom ut av stillingen, har hun sikkerlig bare følt i det økonomiske; hun har ikke set i hans kummer og kamp andet end kampen mot armod. Han har selvfølgelig heller intet gjort for at sætte hende ind i sit sinds kvide, selv om det hadde været gjørlig; denslags fortrolighet laa nu vel heller ikke for tiden. Tilsyneladende har han været optat med dagens bekymringer, med sønnernes ve og vel, med Marietta’s naaler, med giftermaalsplaner for sin søstersøn i Pera, saa han kunde faa kapital til at starte en uldvare forretning i Firenze: „.. Hun er litt halt,“ skriver han om vedkommende dame han har utset til ham, „men ellers vakker, og rigtig
