saa gjør jeg det, fordi jeg ikke har anden maate at faa angstens graat („angoscioso pianto“) til at svinde.“ Et andet sted snakker han om „diluvio di allegrezze“ — en syndflod av morskap. Der findes et brev, dateret 3. august 1513, et ellers kanske en smule for literært i formen til at ha ny elskov som emne; men der staar bl. a.: „Jeg har altsaa (ɔ: som følge av ny elskovslykke) latt fare tankerne paa store og alvorlige ting; det morer mig ikke længer at læse de antikke ting, ei heller at grunde paa de moderne. Alt er slaat om i søte samtaler, for hvilket jeg takker Venus og hele Cypern...“ Der er ett fra 31. januar samme aar, hvor naget ovenpaa de glade dage i Firenze griner en imøte; der kalder han sig „en baat, som paa grund av evig storm er blit uten rorpind og uten seil“. Længer nede i samme brev heter det at en uvedkommende, som fik se deres korrespondanse, nok vilde undre sig høilig, „fordi det vilde tykkes ham at snart var vi alvorlige mennesker, begge optat av store ting, og at der i vort bryst ikke kunde dukke op en tanke, som ikke indebar ærbarhet og høihet: saa, naar han vendte bladet, at netop vi, disse selvsamme, var lette paa det, vægelsindede, bare optat av forfængelige ting. Men hvormeget end et saadant væsen kan synes folk at være dadelværdig, saa synes det mig rosværdig, fordi vi i det etterligner selve naturen, som er skiftende; og den, som efterligner den, kan jo ikke dadles...“
Som egtemand er Machiavelli’s utroskap utvilsom. Men eros har ikke, ialfald ikke utelukkende, været nødtørft; det ser man. En styrkedrik. Eller en
