uten det han skriver; man har formodet at hun stammet fra Rom. Hun er ialfald et scenens barn; man ser av breve at hun synger i mellemakten de viser som skrives til det, og i et teaterstykke vet vi, hun optraadte som nymfe. Machiavelli nævner hende stadig i breve til Guicciardini, særlig midt i tyverne, og anbefaler hende i hans varetaegt; hans venner holder ham ogsaa underrettet om hende, naar han er bortreist. Man ser, hun har været feteret, omsværmet av forelskede; engang faar vi vite at han og en anden literært interesseret florentiner har superet sammen med hende og da talt om hans komedie Mandragora; han fortæller Guicciardini at hun byder sig til med sine sangere at besørge koret mellem akterne. Og Guicciardini svarer at denslags opkvikkelse nok kan trænges nu „in tante turbolenze“. Hun har aabenbart gjengjældt hans interesse; man vet saaledes at det var ved hendes mellemkomst han atter blev opført paa deres liste, som kunde vælges til offentlige hverv (1525). — Disse kvinder har spillet en stigende rolle med aarene, som den politiske meningsløshet øket omkring ham og alt er blit saa tyngdeløst at det bare er naturen og de naturlige organer, som der er mening i — et fænomen, som man har kunnet iagtta i den skrivende kunst i enkelte folk den dag idag, f. eks. i Rusland, hvor sindsstemningen jo har faat navnet „ssaninisme“ efter Aschibazeff’s forøvrig ikke synderlig betydelige bok.
Men om kvinden som saadan sier Machiavelli leilighetsvis i Fyrsten (kap. XXV), idet han bruker hende som billede paa fyrsternes lykke: „Jeg mener,
