Her hører det ogsaa hjemme at fremhæve, at det, slik som Italiens nylig avdøde folklorist og sprogmand d’Ancona har hævdet, er i det hele erkjendt at være Machiavelli’s og Firenze’s fortjeneste at de har evnet at holde ogsaa komedien nede paa jorden. Som motvegt til den bevægelse som gik ved de literære fyrstehoffer rundt om og gjorde komedien til enslags drivhusplante: i Mantua, Ferrara, Urbino, Rom. I Firenze vokste den midt iblandt folket, lys levende og vild. Og man har endog sagt (som literaturhistorikeren G. Mazzoni) at, hadde Machiavelli ikke beskjæftiget sig med andet end dramatisk produktion, vilde det gjennembrud i den moderne komedie, som først kom med Molière, være kommet 150 aar tidligere. Man har visselig ret i det. — Denne naturlige strømstripe i italiensk literatur blev det altsaa Firenze’s mission at holde gaaende. —
Jeg skal her nævne hans enkelte verker. Vi har oftere behandlet hans breve og hans legations-rapporter, som jo i omfang er den væsentligste del av hans verker. De hører desuten egentlig ikke med her under hans literære virksomhet. Ti denne var kun et surrogat for en handlingens mand, som var sat ut av spillet og dømt til det aarelange otium. Det er særlig det, som han frembragte i den politisk tause tid under Leo X — fra 1514 til 1521 — som her skal nævnes. Hans betragtninger over historien og over livet „post res perditas“ (efterat alt er tapt), som han selv etsteds sier.
Men først vil jeg atter nævne Decennali. Den kom i to dele, nemlig den som behandlet begivenheterne
