Side:Renæssansemennesker.djvu/320

Denne siden er korrekturlest

1494—1504 og offentliggjordes høsten 1504 (Decennale Primo); der er smerte over fremmedherredømmet og bitende ironi; han nævner Savonarola, Cæsar Borgia; men endnu har han ikke hævet sig op til et frit, virkelig nationalt syn; som han klager over fremmed-invasionen, kaster han sig i næste nu over Pisa! Saa kom Decennale Secondo, den angaaende 1504—1509, som han paabegyndte 1509, det aar da Pisa blev tat, da hans autoritet stod paa det høieste, og hans motstandere heftigst motarbeidet ham. Denne sidste del blev imidlertid ikke færdig. — Dette hans historiske rimeri, som altsaa var en repetition av tiaarets begivenheter i Dante’s versemaal terzinen, laa og fløt iblandt folket uten forfatternavn; alle kunde det utenad. Og alle visste ogsaa hvem forfatteren var; fuldt av vidd, av skepsis, av smerte, bærer det jo sit ophavs hele præg. Her sier Machiavelli bl. a. sin sidste mening om Cæsar Borgia; her verger han hærføreren Giacomini mot folkets blodige uretfærdighet; her nævner han ogsaa for første gang sin idé om egen hær.

Ellers skal jeg bare regne op nogen smaaskrifter, dels i prosa, dels paa vers. Der er den filologiske dialog om sproget — Dialogo sulla lingaa — som kan være skrevet før 1512. Med skarphet — man har sagt: rent intuitivt — avhandler han der spørsmaalet, om Dante’s, Petrarca’s og Boccaccio’s sprog skal kaldes italiensk eller florentinsk. Og med hensyn til sit folks sprog hævder han, at det er umulig at lage et normalmaal paa dialekterne: det blir bare et dødt sprog; nei, florentinsk maa være den levende kjerne