i italiensken. — Ogsaa denne utredning har sammenhæng med hans politiske syn og gjemmer aktuelle paralleler, nemlig der han taler om fremmedords invasion. Skriftet roses forøvrig for sine træffende bemerkninger og klare indsigt i sprog, hvor han til dels er tre sekler forut for sin tid; først 1808 gjentar Fr. Schlegel i sin sammenlignende filologi hans idé, hvad der egentlig konstituerer et sprog, nemlig verbet og akcenten.
Saa er det novellen om erkedjævelen Belfagor — Novella di Belfagor arcidiavolo — en gratiøs kaprice over egteskapets farer, med et vittig point. Den gaar utover kvinden, og er forsaavidt helt i tidens novellesmak. Der har ogsaa været dem som i denne flængende satire over egtekvinderne har villet læse ut Machiavelli’s eget forhold til Marietta — denslags hører jo engang til de fornøielige indblik, som times én, i det borgerlige publikums og dets kritikeres kunstskjøn; som bekjendt maatte ogsaa Shakespeare’s kone holde for i anledning av kvindeskildringerne i hans tragedier. Imidlertid er denne novelle uheldigvis notorisk gjort paa grundlag av et urgammelt sagnmotiv, som har aner helt bort i Indien (Çukasaptati).
Av smaating paa vers nævner jeg Guldæslet (Asino d’oro), paabegyndt ca. 1517 og ikke fuldført — tørre, filosoferende vers, som satiriserer over samtidens florentinere. Der er et digt om slumpetræffet i livet (Capitolo dell’ Occasione), i grunden bare oversættelse fra latin (Ausonius), et om lykken (Capitolo di Fortuna), et om de styrendes utak i verden (Capitolo
