for hans syn. Saaledes stiger Medici’s magt og synes at skulle omslynge hele Italien: Leo X sat som pave i Kirkestaten; Giuliano, hans bror, skulde faa Napoli og provinserne i syd, og da han ikke vilde ta imot det, skulde han ialfald faa alt i nord — hele den stat, som det var Cæsar Borgia’s plan at skape: Panna, Modena, Piacenza, Reggio skulde samles til ett rike; Romagna og Ferrara blev der altid en utvei med; og saa skulde Firenze slutte sig til; dermed var jo det store og sterke Italien skapt. Machiavelli’s fantasi spillet: Der er skinbarlig hans drømmebillede Fyrsten! Og han bestemmer sig til at dedicere Giuliano Medici sit verk. Saa dør han 1516. Machiavelli dedicerer det isteden til den sidste av ætten, den unge, forsvirede Lorenzo. Saa dør han 1519. Man vet ikke engang, om dedikationsbrevet naadde ham i live.
Og siden spiller der nye skikkelser ind og stryker forbi hans sind. Da han 1520 var i Lucca, skriver han saaledes Castruccio Castracane’s liv (Vita de Castruccio Castracane). Det er mulig den bok er paavirket av Lukian og Plutarch; men det er likefuldt den selvsamme type, han blir ved at utmeisle, her næsten som roman, — ja, det arbeide er simpelthen i virkeligheten forløperen for den moderne historiske roman. Castruccio Castracane er vistnok en kjendt historisk skikkelse (født 1281); men Machiavelli digter frit til, skaper en eventyr-helt av ham, og viser derunder atter sin likegyldighet for den historiske detalj. Jeg har saaledes i en anden sammenhæng nævnt hvorledes han ganske vilkaarlig gjør hans her-
