om, hvordan en fyrstes hær skal være for at naa og hævde maalet, statens frihet; ti en stat maa være sterk, vil den være fri.
Discorsi over Livius er i virkeligheten aktuelle opbyggelser, stukket litt tilside bak tilsyneladende ob jektive kommentarer til og betragtninger over den gammelklassiske tekst. Man kan synes, det er litt uventet at det er blit Livius. Tacitus har nemlig staat for ham som særlig stor: han saa ogsaa sin samtids raaddenskap, og han skrev ogsaa historie i moraliserende tendens. I grunden mere end Livius. Men skal man nævne den latinske klassiker, som maa ha ligget Machiavellis hjerte nærmest, saa blir jo det Sallust: hans knaphet, hans skjulte glød, hans kolde, gjennemborende syn paa samtid og paa mennesket. Der er noget av racefællesskap dem imellem. Men ingen av disse valgte han at kommentere; naturligvis var det selve indholdet, som her var bestemmende: Romerstatens grundlæggelse. — Livius er saamen heller ikke hovedpersonen i Discorsi; det er Machiavelli’s egen samtid. Ti han maa aldrig løsrives fra sin bakgrund. Saaledes har han intet tilovers for Cæsar, som ødela den romerske republik, han forstaar ham i grunden slet ikke. Og snakker han om etrusker og galler, er det Toscana og Frankrike, som foresvæver ham. Ja, der dirrer endog rent personlige oplevelser under, som f. eks. der hvor han i tredje kapitel skriver om sammensvergelser: der er ordene direkte myntet paa affæren Boscoli 1513. I det hele, Firenze og dets indre kampe staar altid for hans øie; der er fuldt op av svakt dulgte allu-
