menheten. Selv om de det er, og selv om man endog — naturligvis — kan forklare sig deres forsigtighet, saa blir det nu allikevel just denne sky holdning og deres svar, som betegner avstanden mellem godtfolk og en kjæmpe. Dengang som nu og som altid.
Hvad holdning indtok saa de anerkjendte bedsteborgere i Firenze! De forstod selvsagt ingenting av boken. — Saa kom der i 1523 en lærd humanist (Agostino Nifo), nasket og stjal og satte boken om i sin helhet paa den tids dannede talesprog: latin; beskar den for klør, tok bort hint slutningskapitel, kaldte den De regnandi peritia (om regjerings-kyndighet) og dedicerte boken til tyskekeiseren Karl V. Det var denne utgave av Fyrsten, som Machiavelli’s samtid egentlig kjendte.
Jeg har oftere nævnt den literære klub hos Rucellai, Orti Oricellarii, de skyggefulde haver med de svære trær, som man kan se den dag idag. Her læste Machiavelli op sine ting, boken om krigskunsten og betragtningerne til Livius’s romerske historie. Man kan ikke av breve se at han henrev medlemmerne eller gjorde særlig lykke; de takker ham selvfølgelig for Castruccio Castracane’s liv og roser ham, men tar f. eks. sine snusfornuftige forbehold likeoverfor hans omgang med historiske fakta. De aner med andre ord ikke hverken den ild som drev ham til at skrive, eller det maal han styrte imot.
Her i denne klub er det altsaa han bl. a. læser hint farlige kapitel i Discorsi om sammensvergelse (Discorsi 1—10) og om „Brutus’s sønner“, som bør
