Firenze’s gjenføder, saa svarer han underlig fremmed at han for øieblikket er saa optat, han ikke kan læse det netop nu: om de vil henvende sig til hans sekretær med det? Og denne svarer ganske tørt, at jo, det tiltaler ham virkelig meget, men ikke akkurat emnet... Sammensvorne og uskyldige om hverandre overrækker hyldningsdigte til republikkens befrier; kardinalen blir gaaende i fuldstændig vildrede. Det er en høist dramatisk og spændende situation for alle parter. Men saa er han heldig; han opsnapper en kurer til Soderini’s mellemmand i Rom; han faar presset ut navnene paa dem i klubben, som skulde stikke ham ned. De som ikke i hui og hast kom sig unna, knipes; der følger tortur og henrettelse. — Dette sker i juni 1522. Orti Oricellarii blev opløst.
Machiavelli har da allerede veiret situationen og klokeligen trukket sig ut av klungerkrattet. Han kaster sig over sit nye arbeide, Firenze’s historie (Istorie Fiorentine), som han i 1520 hadde faat det hverv av kardinal Giulio at skrive — efter brevene at dømme, litt før Carpi-sendelsens tid; han skulde ha hundrede dukater aaret i honorar. Og bestillingen har han visselig sig selv at takke for, det vil si: introduktionen i Medici’s hus, selv om han nok hadde mægtige venner under Leo X og Clemens VII: Vettori, Guicciardini, Filippo Strozzi, Salviati; for de gjorde intet positivt for ham, eller litet.
Men det var just intet behagelig hverv at skrive Firenze’s historie paa den tid: Firenze’s historie maatte jo uundgaaelig før eller senere bli huset
