Side:Renæssansemennesker.djvu/34

Denne siden er korrekturlest

rentisme spillet ind. Men der har sikkerlig ogsaa virket andre ting med.

Savonarola kom fra provinsen og stod ganske utenfor al klassisk dannelse. Han var ingen humanist, han hadet i det hele den hedenske tidsaand; som dominikanermunk tordnet han mot tidens og kirkens fordærvelse. Og han optraadte uten frygt og persons-anseelse; saaledes negtet han jo selve Lorenzo Magnifico syndsforladelse, da han laa for døden. Han var veltalende, og han var uegennyttig, glødende av overbevisning. Som prior for San Marco-klostret i Firenze trodde han sig guds utvalgte redskap, hans specielle utsending for at frelse kirken. En selvbestaltet Moses, som skulde føre folket ut av ørkenen; som alle fremragende vækkelsesprædikanter hadde han en stor evne til at være dus med Vorherre. Endog humanister omvendte sig. Det var jo noget vivører ogsaa den gang pleiet: de slog om paa sine ældre dage; saaledes vet vi at selve Boccaccio, som døde mere end et aarhundrede tidligere (1375), gjorde det i de graanende aar og følte „angst for guds vrede“. For Savonarola’s bodsprædiken faldt renæssanse-skikkelser til fote som Pico della Mirandola, som jo hadde elsket i hvert palads og i hvert smug: han brændte sine elskovs-kvad og kom endog i tanke om at træde ind i hans munkeorden. Han og en anden humanist, Angelo Poliziano, ønsket at begraves i hans kirke San Marco. En tredje humanist var Girolamo Benevieni, som hadde været medlem av det platoniske akademi i Firenze og som jo hadde skrevet canzoner og sonetter til elskovsgudens pris; han