stauferne, normannerne; og han foretar stadig streiftog ind i fremmede land. Han har tillike blik for det økonomiske grundlag i folkenes historiske liv og bak begivenheterne; han er, som en moderne socialøkonom i Italien (Labriola) sier, den første store politiske forfatter i den kapitalistiske epoke. Machiavelli er jo i det hele autoritet for sin samtid paa det statsøkonomiske omraade; vi vet saaledes at han skrev den tale, Soderini holdt for det store raad 1503, hvorefter ekstraskat blev utlignet („Discorso sulla provisione del danaro“).
Han ser klart, med sikkert sigtende og ordnende øie. Og hans jernklo fatter om detaljernes mylr og grupperer, selv om en liten nøiagtighet kan stryke med. Han har saaledes det første rigtige blik paa det, vi kalder „middelalderen“, at det nemlig var mere end fyrste og regjeringsform man skiftet, da Romerriket faldt. Vi kan endvidere nævne „folkevandringerne“, som han ser beror paa overbefolkning. — Og eftertidens lærde træder i hans fotspor, hvad historisk syn angaar. Jeg kan saaledes igjen her peke paa den vældige forenkling ved hans syn paa de kaotiske partikampe i Firenze i 13. aarhundrede, da byen var under permanent flyttesjau: han sier at de talløse omveltninger inderst inde var striden mellem det latinske folkeelement (guelfer) og den germanske feudal-adel (ghibeliner). Altsaa egentlig var en racekamp! Det er hans grep. Og det bringer orden i virvaret. Jeg har set det uttalt av autoriteter i faget at hver den historiker, som har forsøkt en anden forklaring av
