kjender hos ham fra før; hans moral-filosofiske tanker gaar overalt igjen. Naar folkets repræsentanter taler mot tyrannerne, er det forfatterens egne ord vi lytter til.
For ham er jo ikke historien bare de enkelte kjendsgjerninger, likesaa litt som for en arkitekt muren er ret og slet bare mur, men ogsaa reisning, rytme, mening — det som gjør at folk gider stanse op og virkelig beskue hans bygning. Historien er for ham folkets samvittighet, hvor den enkeltes egennyttige særmaal har at forsvinde; og intet blir ham derfor fjernere end netop den politik, de to paver av Medici, Leo X og Clemens VII, driver — den, man har betegnet som „machiavellisk“. Just av den grund blir ogsaa dette hans arbeide, trods det saa tidlig kom paa index, allikevel det verk som fremfor noget andet i Italien forberedte og modnet begivenheterne 1870. Machiavelli er saaledes ikke historiker bare i almindelig forstand: ved hjælp av historien finder han de tændende almensatser. Det er simpelthen alene dem han leter efter, dem han har bruk for, til sin egen samtids belærelse. — Og i dette verk forutser han da atter farerne for folket; sier atter fra. Firenze’s historie er et aktuelt indlæg, et tendens-skrift, fyldt av paradokser for dagen og for fremtiden. Det, som altsaa er mænd som Guicciardini næsten en personlig fornærmelse, eftersom almensatser forstyrrer hans smaa cirkler. Tendens! ensidighet! det er deres glose paa den lyte. Og godt folk, hvis ro almensatserne forstyrrer, griper til invektivet „skakkjørt“. — Tendens, det er, nærmere
