og tendensen. Allerede dengang han skrev sin første Decennale (1504), laget han en komedie Maschere, vel efter Aristofanes’s mønster (Skyerne). Den er politisk. Og er altsaa helt forskjellig fra de andre komedier i hans samtid. Men den er tapt. Der er dem, som mener, at det ikke er gaat saa rigtig for sig med dens forsvinden; den indeholdt nemlig satire og lystigheter over samtidige ledende statsmænd, saa der var nok av dem som hadde interesse av at faa ødelagt sin politiske zoologi. Det er ialfald at beklage at vi ikke længer har det verk, hvor digtersynet første gang for ham blev livsprincippet, den flyteplanke, hans sind grep efter i det lille minut da hans søkende øie opgav at stirre efter botemiddel mot folkets egennytte, — bare, lik skabningens herre, ser sig rundt paa alle havens vilde dyr, uten blussel, uten fordomme, og gir hvert dets navn, men for sig selv finder han intet. Det verk vilde kanske været av umaadelig værdi for vort syn paa Machiavelli og paa tiden.
Men derute i hans otium utviklet evnen sig, fæstnet sig. Han skrev der endog karnevalsviser („Canticarnascialeschi“), hvor der vrimler av uanstændigheter; men ogsaa her, som i alt han skriver, dukker der pludselig op avsnit om Italien og om de gamle dyder („antiche virtu“). Disse sange staar ellers kunstnerisk tilbake for Lorenzo Magnifico’s karnevalsvers. — Han skrev endvidere komedien Clizia, som blev opført hos en florentiner 1525 for de to unge Medici Alexander og Hippolyt, ved hvilken anledning Machiavelli første gang traf Barbera. Det er
