Mandragora er altsaa skrevet i Machiavelli’s mindst glade aar.
I 1520 blev den opført i Firenze, og skulde samme aar op i Rom for Leo X. Men især i de politisk forvirrede aar 1525 og 1526 er han optat med komedien — for at distrahere sindene „in tante turbolenze“. Jeg har tidligere nævnt de kynisk leende breve, han i denne oprevne tid vekslet med Fr. Guicciardini og som gaar ut paa at nu maa der lages et ordentlig karneval; Guicciardini svarer i samme tone; Italien er i det hele saadan karnevals-lystent i disse skjæbnesvangre aar. Under det løsslupne karneval i Firenze 1525 blev den og Clizia spillet i haver ute ved San Frediano-porten. Næste aar vilde han, den skulde opføres under karnevalet nord i Faenza hos Fr. Guicciardini; men det blev der ikke noget av, idet denne maatte sydover til Rom i politiske affærer. I Venezia spillet to private selskaper hans stykke og ett av Plautus; her blev det forresten kjølig mottat av publikum. Men ellers ser man at komedien gjorde stor lykke i begyndelsen; det vovede indhold generte ikke. Et bevis paa succes er ogsaa at man bemerker, en mand som Pietro Aretino ikke er fri for at naske av Mandragora — endog hele scener! — til sin obskøne aandløshet La Cortigiana (Kurtisanen). Men allikevel blev den hurtig borte fra teatrene, fordi den jo saaret farligere ting end godtfolks blufærdighet; ogsaa den gang var det vel slik at et publikum behøvde litt tid paa sig før det lugtet lunten bak et verk: at det nemlig var noget andet end en kellnersjæls idéløse servering.
