Hvad nu indholdet angaar, saa skal komedien behandle en virkelig begivenhet fra 1504. Selve titelen gaar vel tilbake til Første Mosebok kap. 30, vers 14 flg., hvor det fortælles at den barnløse Rachel og den barnerike Lea skinsyk kjæmper om Jakobs hjerte: „Og Ruben gik ut, der man høstet hvete og fandt dudaim paa marken; dem bar han hjem til sin mor Lea. Da sa Rachel til Lea: Gi mig av din søns dudaim. — Hun svarte: Er det dig ikke nok at du har tat min mand fra mig, og du vil nu ta min søns dudaim? Rachel svarte: Nu vel, la ham sove hos dig inat for din søns dudaim...“ Jeg skal ikke gaa mere i detalj ved dette bibelske familie-interiør; ikke alle har jo heller det privilegium paa at tale ugenert som en knæsat folkeskald som Moses. Men denne urt „dudaim“ er mandragora-roten, som der skal et naturfolks hele fantasi til for at finde, den ligner et litet menneskelegeme — nærmest vor marihaand — men som like fra den urgamle folkemedicin tiltroddes undergjørende kraft, særlig mot sterilitet, og blev ogsaa brukt som aphrodisiacum („elskovsdrik“).
Personerne i stykket er kjendte og egte florentiner-typer; vi kjender dem f. eks. fra den før nævnte novelle om Belfagor, og vi møter dem i de ældre italienske noveller, f. eks. Sacchetti: man har der doktoren, munken, den lærde, spilopmakeren, grinebiteren. Allerede ekspositionen i første akt peker paa en levende scene fra novellen, f. eks. hos Boccaccio, nemlig den samtale som refereres fra Paris, hvor
