(skarn), og saa hans kamp for fristaten, som jo bygger paa og skal leveres dette skarn tilbake! Der var ogsaa andre sslvmotsigelser. Det var nu delvis av dem, som tilhørte selve tiden. Alle motsigelser var dengang sluppet løs. Det hørte tiden til at slippe dem løs. Og disse motsigelser samler Machiavelli i sin person; i kraft av sit intuitive blik er han sig dem til og med bevisst, de murrer i hans hjerne de svarte nætter — det digt jeg nys oversatte og som tegner et selvportræt, mumler litt om det. — Og den glupende appetit efter almensatsen, efter den bærende lov, bringer ham i farten til ogsaa at begaa feil i den likegyldige detalj, — eller som det visst heter: fantasien tar stundom herredømmet fra ham. Da kan han ogsaa bedømme mennesker galt, idet han i sin kultustrang overvurderer dem.
Den naturdrift er imidlertid geniets merke. Det er den samme drift, han følger ogsaa ute paa landet, der han sitter ensom og skriver ned sine erfaringer om politik og om mennesker, skjønt det sker „post res perditas“ (efterat alt er tapt), som han skriver utenpaa det omslag offentlige dokumenter, han leverer raadet tilbake ved sit fald: Det maa likefuldt skrives ned! Saa er det ogsaa, naar han lager sit store verk om krigskunsten og til forsvar for den nationale hærreform: det er ogsaa „post res perditas“. Hele hans historiske og politiske produktion er blit til ut av en frodig skapende aands blinde drift.
En vindkvern er aldrig et geni, hvormeget den end i et givet øieblik kan ha al vind i vingerne. Machiavelli er ingen øieblikkenes mand; han snur sig ikke
