villig efter vindens retning, og han følger ikke blæstens styrke. Han er uten sans for minen, for bluff og for pose; det er forsaavidt en mand som kanske en og anden i nutiden kunde trænge at stille sig foran og speile sig i. Med mellemrum vender han altid tilbake til sit emne; vi saa det ved Fyrsten. Han eier den usvigelige tyngde i tanken, træghet, driften efter at naa tilbunds i virkeligheten og ut skille teorien eller typen. —
Dette er den intellektuelle side ved hans anlæg. Men den er jo ikke bare hans eie; den aldrig hvilende grundighet deler han med andre genier.
Han hadde det skarpe blik for verdens-usikkerheten, for verdens-uhyggen; det syn mistet han nok ikke et øieblik. Og det løp ikke ut i et tomt gisp som hos Pietro Aretino, men det bundfaldt som angst. Men tillike eiet han den heftige hjertebank efter bedring, efter en fast platform, efter princippet; det sug mistet han heller ikke et øieblik. Midt i folkenes forvirring — „in tante turbolenze“ — vedblev der at være én hjerne, som ikke bare hadde rede paa himmelegn, men ogsaa eiet energien til fortsat vandring. Jeg minder om ham her f. eks. fra begyndelsen av 20-erne, da han forlængst er stængt ute fra politikken. Nu skriver han ikke mer om Firenze’s frihet; ti den vet han er død: Clemens VII slutter forbund med tyskekeiseren, derved er Italiens skjæbne beseglet; og rundt fra naar der farlige tidender: Luther; tyrkerne, som siger ind i Ungarn; pesten; saa endelig slaget ved Pavia, hvor Frans I fangedes, og keiseren blev eneherre. Men da tænker man atter paa Machiavelli: Han kunde maa-
