over byen; hvad Machiavelli i Fyrsten sier om Brutus og Brutus’s sønner, at de burde dræpes, saa er det i al sin underfundighet aktuelt nok.
Savonarola var nu igrunden herre i byen. Og 2. december 1494 gik Palazzo Vecchio’s klokke og kaldte folket sammen for at skaffe Firenze en ny forfatning. Den gamle republik blev indført paa en bredere, mer folkelig basis, og efter hans forslag i detaljen; saaledes gjorde han utslaget, da man stredes om indførelse av Consiglio Maggiore („Det større raad“) hvorved „folket“ efter veneziansk mønster skulde slippe til og fik ret til at vælge embedsmænd, votere over love og kaare „De otti’s raad“, et slags senat, som traadte sammen med Signoria-raadet hver uke og traf avgjørelser i mere ømfindtlige saker, som utenrikspolitik, alliancer, krig, gesandtskaper o. l. Og „folket“, det var 3 200 velstaaende borgere („cittadini beneficati“), hvorav en tredjepart fungerte ad gangen. Men alt initiativ laa hos Signoria, som kunde nedsætte en komité av sakkyndige („Pratica“) eller ogsaa gaa direkte til „De otti“. Fordelen ved disse ændringer av den gamle republik har man anset for tvilsom; de gav bl. a. folke-lidenskaperne mere raaderum. Men just disse ændringer var Savonarola far for; han har selv skrevet en politisk brochure om statsforfatningen i Firenze. Resultatet var et kristelig, ikke hedensk folkestyre, noget paa samme maate som Wiclif, Huss, Zwingli, Luther drømte det. Hans hensigt var at skrue hele livet tilbake til kristendommens urtid, — var at skape et munke-demokrati
