som ikke kunde soknes, det mistænkelig dype vand. Og det var efter min mening just noget av denne godtfolks sky fornemmelse av ham, som tillike laa under florentinernes fremmede øiekast, den dag i 1527 han vendte tilbake til byen og ikke en eneste hadde bruk for ham. Det blev hans endeligt: En storaands absolutte ensomhet.
Machiavelli vandrer med en uslippelig drøm i sit hjerte om det høie maal. Men han er ingen don Quijote; ti han er den store virkelighets-kjender; hans tanke er ikke spor middelalder — den er netop dens motsætning, den eier netop ikke dens lettroenhet. Eftertiden har jo end ydermere git hans politiske drøm stadfæstelse. Med hensyn til botemidlet er han derimot aldrig drømmer; han tar nok feil i begyndelsen, kan ha upraktiske grep i detaljen, som da han falder paa at avlede Arnoen fra dens gamle løp og gjøre Pisa til landstad. Slike feilgrep blir bare likegyldige ting, som aldrig fordunkler maalet eller selve virkeligheten; det er ganske som naar han utstyrer sin fremstilling med paralleler fra antikken: der gives dog intet øie som mere vaakent følger sin samtid. Der hviler hans blik bestandig. Og han var ikke upraktisk; jeg minder f. eks. om Firenze’s befæstelse, for i virvaret at skape en fast, uindtagelig kjerne, som er byen og som de aldrig skal opgi — en frihetens borg. Og er hans lære om midlerne i havsnød egentlig virkelighets-fjern? —
Han dyrker utrættelig mennesker; det synes ikke at gjøre noget skaar i saa maate, om f. eks. vedkommende er blit foretrukket for ham i en diplomatisk sendelse.
