i sit verksted stanset han ikke hverken blaasebelg eller slægge. Og blev han imellem træt, steg han blot op til overflaten, slog en skoggerlatter paa jordens blinde kryp — de stunder da han vendte brevets blade, som han skriver, „lascivo, volto a cose vane“ (lasciv, vendt til forfængelige ting)... „Pessimist!!
Hans liv er visselig slik: det svinger ustanselig mellem blussende tro og galgenhumorets skratt. Hans vilje blir dog den samme uutslitelige, som den altid var, — selv naar aarene gaar og svingningerne blir rappere. Ti Machiavelli er allikevel ikke kløvet. Ti han er allikevel ikke to skikkelser. Han er helstøpt og uten brest, hvem tilværelsen bare var ugunstig — selv ikke hans vandel hadde magt til at angripe helstøptheten. Machiavelli’s historie er vistnok de unyttede evners tragedie. Netop den tragedie, som smaa og svake stater kan berede sine store aander, og som hos offeret stundom avler den sindstilstand, man herhjemme benævner „tvisyn“ — den golde lek, som er en av viljeløshetens ytringsformer, kunstens, ikke styrkens. Tegnet paa vanmagt. „Tvisynet“ hos de smaa folk bunder i intet andet end i manglende mod at være sig selv, det vil si: være sig sin vilje og sit syn bekjendt, eftersom der aldrig staar magt bak ordene. I Machiavelli’s sind levet vistnok motsætningerne side om side: skepsis og tro, ironi og kvide; men det stivnet allikevel ikke til tvisynets golde maske. Ikke pessimisme og ikke tvisyn. Hans hete personlighet smeltet tvertimot alt, han rørte ved, til ett levende hele. Saaledes smeltet jo til
