ett, som vi saa, maal og middel, programmet og karakteren.
Ja, selve hans kulturhistoriske stilling i tiden er bestemt av det samme, av denne hans hete. Det karakteristiske ved ham her er at han av samme grund, nemlig fordi han ikke størknet i gold skablon, i sin tænkning staar delvis mellem det man kalder middelalder og antik, han har litt av begge elementer; han lar sig ikke indlemme, ikke bestemt indstille. Til gjengjæld rager hans vældige skikkelse fri op gjennem middelalderens taake og frem gjennem seklerne. Det er atter geniet.
I grunden staar han i motsætning til sin samtid, til renæssansen, som lærte individualiteternes ubetingede ret, og hvis væsen er at enkeltmenneskene er sluppet løs av alle baand og føler denne frihet og nyder den uten stængsel. Han vil fasthet midt i kunstens opløste sekel. Men paa samme tid hadde hans eget sind dog del i tiden, skalv av den selvsamme fryd over frihet — allerede hans valg av privat omgangskreds godtgjør det; i ham selv bodde motsætningen mellem pligt og lyst, mellem statsdannende idé og kunstnergemyt. Og gjennem hele hans liv var der sikkerlig hos ham en klar følelse av denne spænding, hvori han stod — spændingen mellem den ene og de mange, mellem kunst og samfunds-instinkt. Dog blev han staaende, skjønt ene, med sin samlende statsidé i en slik tid — eller med en tørst efter den. Kanske netop dette er den største motsætning av dem alle, det dypeste i hans tragedie. — I ethvert fald stod han ifølge historisk mission
