han ingen plads for privatmoral: Derved blir han endnu mer ensom. For da han kommer ut av sin stilling og intet maal længer faar eie, blir altsaa privatmanden hængende i luften med sin grumme, glædeløse lære om statens frelse. Da er stundom ødemarkens panik over ham, ikke Aretino’s tomhets gisp, men selve livsangsten.
Liv er forbrænding. Der er kræfter, som blusser; og andre, som smuldrer til aske. Det liv levet Niccolò Machiavelli. Det blev en selvfortærelse saa vældig, som vel historien sjelden har maken at opvise. Det blev det, fordi det var et herlig geni som forbrandt. Det brandt ned, ham selv halvt ubevisst, saa forunderlig uten bitterhet, fordi drømmen om det store maal ustanselig stod tindrende i hans øie. Det er just dette, som kaster det vidunderlige skjær om hans skikkelse.
Men just derfor kanske lever hans læresætninger videre i den dyriske verdenslek — mest der hvor man er ivrigst til at fornegte dem. Læren om retten til at bruke alle midler, naar éns land er stedt i havsnød, vil dog altid vedbli at være aktuel; trods hykleres protest gjælder den jo den dag idag. Man kan steile, forvrænge, tilsøle: han har ialfald stillet det evige livsproblem staterne imellem. Han fandt det. Og stillet det uten at blunke. Han lusket ikke unna paa vidtflyvende talemaater. Skjønt fortrinsvis hans samtid var utrolig rik paa eksempler til læresæt-
