ogsaa før denne tid møtte man stadig i aviserne artikler, hvor hans navn stilledes sammen med deres største moderne politikere, f. eks. med republikaneren og fritænkeren Mazzini, som i 1870 slog av paa sine krav og gik med baade paa konge og pave, naar han blot fik reddet Italiens nationalitet; det træk var ikke skidden opportunisme, men straalende realpolitik. Han er italieneren den dag idag en lærer i livets realitet; saasandt man eier fnug av sans for politisk tradition, kommer hans problemer uvægerlig i forgrunden ved al politisk tænkning. Det maa gaa saa, naar en mand har lyttet sig frem til sit folks sjæl, tro, haab, som han.
Og satserne vil vedbli at dukke op. Saalænge der er folkeslag som vandrer paa veien til helvede, saa længe der gives undertrykkede nationaliteter, kan Machiavelli’s navn ikke dø.
Nietzsche priser hans politik. Men Machiavelli har litet med Nietzsche at gjøre. Nietzsche’s hjerne var betændt. Det var ikke Machiavelli’s. Han var herlig frisk og sund. Nietzsche’s satser er literatur. Det var ikke Machiavelli’s: De var redningsplanker skjøvet ut av en varm og skjælvende haand til hjælp for druknende ved et bestemt tilfælde av havsnød. Man har jo i den standende krig set hvad Nietzsche’s satser var, — at de ikke var det, men til bruk ved voldspolitik og i erobrings-øiemed.
Presterne indfandt sig mest præcis ved hans eftermæle og tok hans verker under behandling; skjønt de jo selv gjennem Loyola knæsatte det farlige ved hans lære, fik de ham paa index bare en tredve aar
