utskeielsernes værste tid ved pavehoffet. Samtidig skrev han rundt til fyrsterne om nødvendigheten av et kirkeraad. Endog franskekongen Karl VIII begyndte at angre sine synder og lytte til tanken om et koncil.
Men saa hænder noget i Firenze: En franciskaner-munk optræder og prædiker heftig imot Savonarola; sier han vil „gaa paa ild med ham“ for at bevise hans læres falskhet. Dette kom uventet paa Savonarola, han studset; det smakte vel endog ham litt for meget av mørkeste middelalder at bevise dogmer ved jernbyrd. Og han taug tvilraadig til utfordringen. Da træder en begeistret discipel av ham frem og byder sig til at gaa paa ild isteden. Franciskaneren svarte nei: det var Savonarola selv, han hadde utæsket til jernbyrd! — disciplen kunde prøve sig med en anden franciskaner. Savonarola søkte at hindre det; men hans begeistrede discipel gav sig ikke; Savonarola’s fiender skjøv paa, vilde ha moroen. Det er florentinerborgerens umættelige trang til løier, som vaagner, — likegyldig om saa en stor sjæl skal krystes til døde under sine tvilsmaal. Og enden paa det blev at Savonarola paatok sig ialfald at lede ildprøven for sine munker. En aprildag 1498 blev berammet til jernbyrden. Men da man den dag hadde indfundet sig paa Signoria-pladsen, og Savonarolas discipel ekstatisk bare ventet paa vinket fra sin mester, var det pludselig en av motparten, som nu ikke vilde paa jernet. Dagen gik; det begyndte at regne. Borgerne følte sig snytt for skuespillet. Og pludselig kastet alle partiers misnøie sig i et underlig lune over Savonarola og hans folk.
