tak for det han hadde gjort for religionen og for staten.
Denne begivenhet gir bedre end noget et billede av de motstridende kræfter, som gjæret i samtiden. To tidehverv tørner dramatisk sammen hin stund, da dominikaneren utæskes til jernbyrd paa torvet av noget endnu aandsmørkere, av det virkelige aandsmørke, og saa folkets optrevlende skepsis og smaat-skaarne nidd pludselig atter tar ut sin grumme ret. Dette skjærende skuespil oplevet Machiavelli i moden alder. Hin scene — det tror jeg —, fyldt samtidig av komik og fyldt av alvor, og som kastet skarpt lys ind i et folks rovdyr-sjæl og i en profets sjæl, som derved avdækket noget centralt i et menneskes og i en stats liv, — den scene har brændt ind i en dyp verdensaand den religiøse likegyldighet, som trofast fulgte ham like til hans død; der er visselig intet gaatefuldt ved den indifferentisme. Savonarolas’ lære er desuten læren om midlernes renhet med evig salighet hisset som maal, mens Machiavelli bare er optat med læren om maalet, som er statens frelse hernede: de to kunde overhodet ikke kollidere, eftersom de sat skilt paa hver sin klode. Men derfor har Savonarola sikkerlig beskjæftiget ham personlig hele hans liv igjennem; han nævner den „vaabenløse profet“ (profeta disarmata) oftere i sine arbeider, selv om han for ham bare repræsenterer, eller er et billede paa en tilbakelagt fase i hans utvikling. Og gav hint skuespil paa torvet Machiavelli ikke hans grundsyn — han var jo alt 29 aar —, saa befæstet det det ialfald, det er utænkelig andet; det bidrog til at
