Side:Renæssansemennesker.djvu/46

motsigelses-mættede rigdom i livet. Men ikke bare av den grund. Det er i det hele et feilsyn, naar man tror at kunst og kraft følges ad. Politisk styrke hos en stat, national enhet, videnskabelig metode, administrativt fuldkomment maskineri, er nu engang ingensteds énsbetydende med samme stats kunstneriske kultur, endnu mindre: evne. Vel saa ofte er det motsat. Det lærer historien os, og al psykologi. Det var saaledes ikke seirherrerne ved Salamis, som skrev „Skyerne“ eller hugg Parthenon-frisen; eller skapte Euripides’s dramaer, som førte intim psykologi og individuel natursans ind i græsk tragedie. Al hin kunstneriske utfoldelse for sig gik tvertimot midt under Peloponneser-krigenes optrevlende og nedbrytende aar. — Og man kan se sig rundt om i landene den dag idag: Det selvsamme møter én. Og naar en folkekaaren skumler aandsmørk mot og forfølger den „fri“ kunst, saa er han paa rigtig sti med sit samfundsbevarende instinkt; det er bare det at han burde tat skridtet konsekvent helt ut, som man ogsaa har set mænd i store folk gjøre, og erklæret sig imot kunsten. Og vi kan muligens netop her begrave alt vort norske lægmands-snak for og imot „l’art pour l’art“ — den opkonstruerte motsætning mellem kunst og moral. For der gives ingen anden kunst end den fri; saaledes er liderlig kunst u-kunst, fordi den er ufri; moraliserende kunst er u-kunst, fordi den er ufri; og det blir rent tilfældig, om den leverer et direkte opbyggende indlæg i dagens saker. Kunst og moral har altsaa intet med hverandre at gjøre, og kun forsaavidt hersker der et mot-