fransk; og blir derved kongehusets mellemmand i Italien, samtidig som han er Kirkestatens øverste hærfører. Men det varer ikke længe, saa begynder Frankrike at bli betænkelig over hans magt. — Ellers brukte han alle pavens metoder, reiser penger uten at ta hensyn, fængsler rikmænd og lar dem løskjøpe sig o. l. Og ved sekelskiftet flommer tiende ind med de troende pilegrimmer, som strømmer til Rom fra alle lande i anledning av kirkens jubilæum. Det fører til svære festligheter. Og til rovmord i alle gater.
Nu kan han for alvor begynde, nu er der driftskapital. Og det er ikke til nydelser, men til militære operationer, guldet skal brukes, til leietropper og ogsaa til bestikkelser. Det er denslags maal, som lutrer ham, — forsaavidt man kan bruke den glose om en Borgia. I begyndelsen optræder han som Medici’s ven, men just ikke aapenlyst eller med blanke vaaben. Det karakteristiske ved ham er at han holder sig i bakgrunden. Og det gjør han ikke bare for at snappe byttet, men ogsaa for at undgaa ansvar og for ved første motgang at kunne desavouere sine hjælpere. Paa sin livsens sti har han aldrig været befængt med en følelse som taknemlighet; et eksempel blandt de mange er hertug Guidobaldo av Urbino, som stod ham bi med sine tropper: til tak maatte han tilslut i hui og hast rømme op i fjeldene for at redde livet, mens Cæsar tok hans by Urbino med hans egne folk. I hans nærhet sat intet hode trygt paa sine skuldre; troløshet mot betalte redskaper hørte forresten med til tidens væsen. Og han var altid far-
